Det førmoderne nærvær
Udgivet d. 10-05-2024 AfI jæger-samlersamfundet gik folk med hovedet nedadbøjet og gennemså jorden for bær, svampe og andet spiseligt; eller de gik på jagt – hvor opmærksomheden ligeledes var rettet sanseligt udad. Sagt på en anden måde, kiggede mennesket på dette tidspunkt langt mere ud end ”ind”. Brugte sansningen i store dele af deres vågne tid. Der må derfor have været en helt anden balance mellem tænkning og sansning, til sammenligning med i dag, hvor hovedparten af vores ressourcer bruges på at navigere rundt i et stadigt mere komplekst og indtryksmættet samfund; hvor vi sjældent giver rigtig slip og retter sanserne ud i verden/naturen.
I vor tid samles familien om fjernsynets flimrende indtryk, mens det dengang nok mere fandt sted omkring bålet. I flammeskæret kunne urgamle skikke og sæder gå i arv fra mund til mund. Det var rundt om bålet, at sammenholdet fordybedes og at fornemmelsen for evigheden gav genklang under nattens tag. Sansningen var åben, opslugt og ikke præget af elektronisk sekvensering, LED-pærer og hurtige sceneskift.
Men vi behøver såmænd slet ikke at gå særlig langt tilbage i historien for at finde eksempler på, hvordan at hverdagen tydeligvis var mindre stimuleret, dengang, end hvad vi i dag kender til. I det såkaldte førmoderne – tiden inden den samfundsomvæltende industrialisering og før de store menneskevandringer fra land til by – spillede naturen også en større sanselig rolle end i dag. Alene det forhold, at der dengang ikke var noget elektrisk lys, betød, at vores biologiske krop måtte følge døgnets bevægelser mellem nat og dag på en helt anden måde. Sengetid og ståoptid må i høj grad have været noget man tunede sig ind på gennem sansning af naturens ydre rum. Skumringen, et hint om at nu var det tid til at gå til ro.
Skønt disse forgangene tider måske kan lyde særegne, er nærværet i sin essens selvsagt stadig det samme, dengang, som i dag. Men dengang havde naturen en fylde som var med til at fordybe nærværet på en særlig måde. Himlens træk skulle kendes for at søge ly i tide inden et voldsomt uvejr. Fuglenes skræppen kunne advare om faretruende rovdyr. Og sansningen af forårets komme, var afgørende for, om det overhovedet kunne betale sig at tage den lange vandring ud på sletten for at gå på jagt efter de dyr der fulgte med varmen. Hermed udgjorde den førmoderne åbenhed over for naturens rytme en organiserende faktor i fællesskabet. I kontrast hertil, får vi i dag overblik over ugens aktiviteter i googlekalenderen, fuldkommen ude af trit med vejrets luner eller sæson på året.
Over de seneste århundreder, synes nærværet altså at have gået fra et åbent nærvær til et mere omskifteligt et af slagsen. At snige sig ind gennem tjørn og krat med bue og pil, er en adfærd der i høj grad trækker på de åbne nærværsressourcer. Kan man være andet end årvågen, når selv den mindste lyd kan transporteres gennem vinden til ens potentielle bytte, som straks vil ane uråd og løbe væk? Det førmoderne nærvær står på mange måder i kontrast til nutidens. Man lyttede dangeng. Smagte på den. Naturen. Var kvalitativt tilstede med den.
Med den teknologiske udvikling blev vi ganskevist bedre til at ramme plet, men mistede samtidig den visdom der ligger i stilheden.