Løgnens gestaltede nærvær
Udgivet d. 13-05-2024 AfDet er svært at formidle med et naturligt afstemt nærvær, om noget, man i grunden ikke selv kan stå inde for. Man vil i tilfælde som dette have tendens til at holde lidt igen – da de fleste, trods alt, ikke er skruppelløse i forhold til at stikke en løgn. Når det ligefremme nærvær, således, kommer under pres, kan det ofte fås øje på som en indre modstand eller mekanisk anlagt attitude hos afsender, der tjener til at dække over det der i virkeligheden føles forkert at videregive. Hermed antager det flow i opmærksomheden – som ellers burde fremstå så ligetil – en insinueret facon.
Selvom nærværet kun knapt anerkendes for dets dybereliggende eksistentielle kvaliteter i vor kultur, synes det alligevel at ligge som en underforstået præmis, at ærlig tale – også er nærværende tale. Undersøgelser i løgnens fænomenologi, har hertil vist, at folk, der lyver, kan have tendens til at stirre med blikket, som om, at de på forsøger at give indtryk af at de bestemt er ærligt tilstede i det de siger og dermed til at stole på. Med andre ord: Nærværet gestaltes. Og hvad kan man i grunden gøre andet, end at skuespille en troværdighed ud i rummet når man sideløbende er sig smertelig bevidst om at man reelt undviger sandheden?
Nogle er selvsagt bedre til løgnens kunst end andre. Men folk med bare en nogenlunde intakt forbindelse til sig selv, vil ofte have svært ved at agere komplet naturligt under fremstillingen af en løgn. Husk blot på Bill Clintons stirrende øjne da han benægtede hvad der reelt havde foregået i det ovale værelse. Nærværet gastales typisk i situationer som disse fordi det ligger implicit ligger i os, at nærværet er garant for troværdighed.
Børn appellerer i forlængelse heraf ofte til sandhedstale, i den forstand, at de nemt fatter intuitiv mistanke om, hvis et eller andet forsøges prakket ind. De kan mærke, at man i en eller anden grad har trækker sig. En barnlig årvågenhed, som den ene gang efter den anden tager de voksne på sengen, hvorved de til sidst bliver dem svar skyldig. Børn er i langt højere grad tvunget til blot at være som de er og spontant at give udtryk for hvad de tænker. Og netop dette forhold spiller ind imellem de voksne ud og gør dem stumme for ord.