Mening der forandrer eksistentielt
Udgivet d. 13-05-2024 AfDer finder en særlig proces sted hos den der går dybt med sit nærvær. Eller som billedkunstneren Van Gogh i sin tid udtrykte det: ”It is looking at things for a long time that ripens you and gives you a deeper meaning.” Det må have været på foranledning af netop denne dannelse eller modning, at Van Gogh blev i stand til at skildre solsikken med det eventyrlige liv der kendetegnede hans lærred. Uden denne håndhævelse af nærværet, ville udtrykket i værket Sunflowers formentlig være gået i stå på halvvejen. Man kan med andre ord vanskeligt forestille sig tidens store billedkunstnere; foruden denne særegne evne til at opsluges i objektets natur. Dannelsen, hvormed den enkelte bliver i stand til at opdage den her benævnte dybere mening, er selvsagt ikke noget der gør sig gældende inden for kunstens arena alene; den finder sted overalt hvor ånden bevæges så kraftfuldt at man ikke helt synes at blive den samme igen i forlængelse af mødet hermed. Det nyvundne udsyn har givet plads til noget andet.
Vi er imidlertid ikke vant til at forholde os til læring som noget der åbner og forandrer eksistentielt. I stedet fokuseres ofte på et lille udsnit af læringsprocessen, der står og falder med evnen til at memorere. Men en sådan læring ryger ikke-sjældent ud, lige så hurtigt, som den røg ind. Den formår knapt at kradse eksistensens overflade og er for flygtig til at en dybere mening overhovedet kan udklækkes.
På denne vis kan den Van Goghske læring, for at kalde den det, næppe adskilles fra den tilegnelse, der af den enkelte opleves som fyldestgørende, meningsfuld og inspirerende. Det hænger sammen med, at kultiveringen af nærværet ikke kun tilvejebringer forudsætning for faglig forståelse – men også skaber et sæde for, at eleven kan komme ud på den anden side som et erfaret menneske. Der sker noget i fordybelsen – dannelsen – hvormed man kommer tættere på sig selv idet man er så indlevet, at nærværet, ikke kan andet end at træde frem forud for tanken. Et bevidsthedens rum, hvor man eksistentielt set er. Eller rummet, hvori du befinder dig tilrette eller fokuseret i dig selv. Omtale erfaringstype finder selvsagt sted på adskillelige plan men involverer typisk en form for afdækning. Eksempelvis, som når det pludselig går op for en, at det bløde d i ”ud”, konsekvent udtales med tungen en smule ud ad munden – at fornemme – som glidende fornemmelse i og omkring munden.
Eller som når man i en social kontekst får øje på betydningen af en slet skjult følelsesmæssig habitus hos sit medmenneske. Noget, der kun vagt, fornemmedes før. Med ét forstås vedkommende mere klart – og det ses da tydeligere, hvordan denne i virkeligheden går rundt og har det. Hvad han eller hende gemte bag facaden. En sådan opdagelse er subtil i karakter; ikke altid til at få øje på i et hastigt møde, men samtidig essentiel i det skabende udtryk hvis kunstneren skal kunne trænge dybere ind i objektets natur som eksempelvis et portrætbillede. Og essentiel hos eleven, der fortolker et digt, et stykke prosa, en sangtekst eller lignende. Og tilmed sågar hos
spædbarnet, der pludrende på ryggen, pludselig, får øje på sine fødder, som noget, der kan suttes på som en del af dennes krop.
Det er desuden også gennem denne tiltrådthed at det såkaldt autentiske aktiveres. Det autentiske der vibrerer ordløst ud i verden og som fra tid til anden kan mærkes som en særlig sjælelig ro: En stærk genkendelse af dig selv i den anden. Eller indforstået tillid, der opstår, fordi vedkommende for en stund er uden anden dagsorden. Et nærværets aftryk som altså også synes at kunne læses i nogle af kunstens allerstørste repræsentationer.