Moderne børneunderholdning og opkørthed

Udgivet d. 14-05-2024 Af Ivan Højgaard Hansen

Opkørthed. Kørt op i det røde felt, om man vil. Nærværet har under sådanne omstændigheder trænge kår. Underholdningsindustrien målrettet børn, kører ikke desto mindre på pumperne. Der er sket et skred siden 70’ernes langsommelighed – til tempoet børn præsenteres for i dagens sendeflade. De moderne animationsfilm – fra My Little Pony til SpørgeBotterne, er ofte kørt op i en hastighed så høj, at det kræver sit overhovedet at følge plottet.

Stemmerne. Diskantens leje heri, giver indtryk af, at budskabet først kan trænge igennem, når lydmuren brydes. Kontrasten fra dengang til i dag, bliver så meget desto større, når der tænkes tilbage på Mumitroldene. Bamse – Verdens stærkeste bjørn eller Bamse og Kylling, der, alt andet lige, hverken var hurtige, skingre, eller smarte i en fart. Konkret er kliplængden i nutidens produktionerne da også blevet betydeligt kortere. Der sker med andre ord mere, på kortere tid.

Foruden tempoet i de animerede produktioner, er disse i flere henseender også blevet mere visuelt sammensatte og narrativt komplekse end før – hvilket generelt har øget informationstætheden i produkterne. Børn lærer således fra helt små, at verden omkring dem raser afsted. Paradoksalt er det, at dette er, hvad vi tilbyder børnene, da de nok aldrig har haft mere brug nærvær og ro end nu, hvor alting omkring dem accelererer, nedbrydes og forandres.

Alt det der glimter og blinker, alt det der rækker ud over det manuelle, er som letkøbte sukkerholdige kalorier for børnene der tiltrækkes af de impulser de vækker i nervesystemet. Måske lidt på samme måde som vi evolutionært set ikke er beregnet til at spise sukker dagen lang, kan de elektroniske medier i dag sidestilles.

Variationen er selvsagt stor og der findes også mere afstemte og fornuftige kvalitetsproduktioner derude. Men det giver uanset mening som forældre at forvalte de elektroniske medier med omhug. Og at have blik for hvordan de kan geare børns opmærksomhed ind i en opkørthed der kan forpurre deres interesse i at finde glæde ved det trivielle: Det lavpraktisk udlevede på gulvet med legoklodserne eller oppe i træernes krogede kroner.

Den nok så vigtige evne det jo er, at kunne sætte sig ind i andre menneskers følelser – er også at holde pause fra impulserne – for herigennem at få adgang til den empati og rummelighed der kan opdages når man blot er tilstede med hinanden uden at være udsat for en masse sukkerholdige mediekalorier.

Kontakt mig her - så lover jeg at vende tilbage

Ring på tel.: 26719119 eller skriv til mig på: ivanhansen@gmail.com

Jeg svarer normalt inden for samme dag