Modning gennem lidelse

Udgivet d. 13-05-2024 Af Ivan Højgaard Hansen

Det er nu engang sådan med den modgang og lidelse vi møder på livets vej, at den i mange tilfælde igangsætter personlig modning. Giver nyt perspektiv på hvad vi kan tage for givet. I vor tid kan fænomenet blandt andet iagttages hos det stressbelastede menneske, der tvinges til at standse op og orientere sig på ny i livet, mod en mere såkaldt psykisk bæredygtig levemåde. Først på det tidspunkt, hvor modgangen hus den stressbelastede står på nippet til at være ubærlig, bliver kroppens signaler omsider anerkendt som relevante helbredsmarkører, værd at lytte til. Der findes endda en term i den psykologiske litteratur, posttraumatisk vækst, der peger på den personlige modning et traume kan foranledige. I nogle tilfælde, må den ramte helt ned at vende, for at kunne blive et mere helt menneske igen.

I tråd hermed opfattes prøvelser ofte hos oprindelige folk som karakteropbyggende. Det er ikke helt tilfældigt, at mange af de urkulturelle overgangsritualer er forbundet med fysisk smerte og psykisk prøvelse. Smerten synes i denne forbindelse at blive brugt målrettet til at mørne individet op til at favne verden i større ydmyghed og med respekt for de normer og traditioner der hviler på skuldrene af tidligere generationer. Det handler nok alt sammen om, hvordan det at gennemstå smerte, anses som noget der har et modnende såvel som en bemyndigende indvirkning hos den enkelte. At prøvelse gør voksen. At prøvelse ruster én til ansvar.

Kontakt mig her - så lover jeg at vende tilbage

Ring på tel.: 26719119 eller skriv til mig på: ivanhansen@gmail.com

Jeg svarer normalt inden for samme dag