Om at være et sted ad gangen
Udgivet d. 15-05-2024 AfNærværet muliggør en rejse ud i dybtfølt livskvalitet. I tråd med den eksistentielle vækkelse, der kan opstå, når solen brænder gyldent i havets horisont. I dette åsyn er du til. Bevæget af en stilhed. På tærsklen til noget større. For et øjeblik næsten hjemme – eksistentielt. Den vakte hengivenhed er dog ikke kun tiltrådt i sansningen af det åbenlyst bedårede; men er essentielt i alle livets forhold.
Den må blandt andet råde, for at vi kan bevæges på et dybere plan under tilegnelsen af noget nyt. Være tilstede i forekomsten af taknemmelighed. Lige som det må tiltræde, hvis vi skal gøre os nogen som helt forhåbning om at opleve sand forbundenhed med andre.
Nærværet er endvidere så fundamentalt for eksistensen, at vi for altid vil være åndeligt rodløse, hvis ikke vi formår at få øjnene op for hvordan dets kraft ikke bare drypper ned til os i alt der vækker vores æstetiske fascination, men også lever i det almindelige og jævne. Sådan har det været siden tidernes morgen.
Nærværet føder nemlig i sidste ende sig selv. Jo mere det erkendes, desto mere antager det en selv. Man kan ikke opnå det, uden også selv at blive det. Nærværet taler på denne måde til hjertet af det folkedyb som længe har ment, at noget fundamentalt i fællesskabet kunne være anderledes. Det levede nærvær antager derfor et afsæt som livsguide, en kulturkritik og som en pædagogisk nyorientering der peger på det eksistentielt opbyggelige og åndeligt berigende i at være et sted ad gangen.