Selvbevidsthed som pædagogisk redskab
Udgivet d. 13-05-2024 AfMed omtrent følgende ordlyd startede skoledagen, fredag d. 25. oktober, 2019, da jeg afleverede min datter i den store sal til morgensamlingen på hendes skole: “Kom. Så skal I være stille. Også dem der lige er kommet. Så trækker vi vejret ind gennem næsen”. Børnene adlød – lidt overraskende for mig – instruksen helt uden palaver.
Det var tydeligvis noget, de havde gjort masser af gange før. Idet jeg vinkede farvel og bevægede mig ned langs rækkerne af børn, hen mod udgangen, bemærkede jeg, hvordan at roen sænkede sig i salen. I et kort øjeblik forvandledes skolenes store sal sig til et tempel. Det var som om, at man ville kunne høre en knappenål falde til jorden – selvom forsamlingen efter alt at dømme udgjorde mindst et par hundrede skolebørn.
Sikke en forskel fra skolen i slutningen af 80’erne – da jeg selv var på samme alderstrin som min datters. En tid, som med et føltes som noget, der lå meget langt tilbage. Dengang, var det uden for normen at anvende meditationsteknik med henblik på at indlede dagen roligt/fokuseret. Og ifølge min egen erfaring blev roen dengang i højere grad dikteret; som et påbud udefra. Noget man indimellem lidt blev truet til. Sidstnævnte opleves sikkert også fra tid til anden i dag, men interessant er det dog at roen i dag (også) ligges selvstændigt ud til børnene som en teknik der kan mestres.