Depression

Hjælp til lette og moderate tilstande

Depression kendetegnes af negative tankemønstre, følelsesmæssigt og kropsligt ubehag.

Depression er i dag på lignende vis som stress, blevet et modeord, der anvendes om tilstande som ikke nødvendigvis tidligere ville blive kategoriseret som egentlig depression. Det skyldes en række forhold, her iblandt sociologiske, som der ikke her er plads til at udfolde i dybden. Men et par af grundene hertil, er, at depression kan være vanskelig at skelne fra mere almene fænomener som tristhed eller et pessimistisk sindelag samt at kategorien depression, i sig selv, er et bøjeligt begreb der kan udlægges i let, moderat og svær grad. Især de lette depressioner, flyder naturligt ud i en form for gråzone hos den praktiserende læge, idet en diagnose eventuelt skal stilles.

Det ‘depressive’ i depression, består ikke kun af negative verbale tanker (den indre selvdestruktive stemme) selvom netop dette aspekt får stor opmærksomhed i vide kredse. Men også af følelsesmæssige og kropslige fornemmelser, der tynger og hæmmer i det daglige. Det kan derfor knapt overraske, at den ramte har svært ved at være i verden på en tilfredsstillende måde. Den depressive tilstand, kan hertil forekomme så fastlåst, at hverdagen opleves så uoverkommelig, at den ramte eksempelvis undlader at stå ud af sengen for at skærme sig selv fra en verden der bærer præg af mangel på mening og vedkommenhed.

Findes der en vej ud?

Hos personen ramt af depression, kan det naturlige mod på tilværelsen under tiden overgå til en håbløshed så stor, at vedkommende i desperation kan få lyst til at opgive det hele. Modstanden som i denne forbindelse erfares, kan tage sig ud som et kulmineret udtryk for den smerte depressionen repræsenterer og være nærmest ubærlig at befinde sig i. I en situation som denne, kan det være til nytte at erindre sig selv om, hvordan det ‘tunge’ trods alt ofte har periodisk karakter. Selvom mange deprimerede oplever en baggrund af noget udefinerbart tungt i tilværelsen, er fænomenet hvor depressionen decideret er ubærlig, noget, der trods alt ikke nødvendigvis er konstant. Med andre ord, kan et udsving over til en periode hvor det alt i alt går noget nemmere, være tættere på, end man måske umiddelbart går og forestiller sig.

Mindre optagethed af det ‘depressive’

Inden for det nyeste skud på stammen af kognitiv psykologi, anvendes nærværstræning og accept som centrale metoder til at mindske ubehaget ved de negative tankemønstre, det følelsesmæssige og kropslige ubehag. Og dette er der en god grund til.

Rationalet heri drejer sig blandet andet om, at jo bedre man bliver til at fokusere opmærksomheden i nuet – desto mindre grobund, synes der, omvendt set at være for de negative impulser. Man kan ikke både være fuldt opmærksom i nuet, og samtidig evaluere alt det der gik galt i fortiden, eller bekymre sig om, hvad fremtiden måske vil bringe. Lige som det heller ikke kan lade sig gøre, at svælge i alt det følelsesmæssigt tunge der eventuelt sidder i kroppen. Dette er praktisk taget umuligt, hvis man (for at komme med et eksempel fra sportens verden) spurter rundt på en badmintonbane for i det ene øjeblik at samle et smash op. Og i det næste, selv, at sende fjerbolden retur mod gulvet i en stille sejrsrus med sveden haglende for panden. Ved aktiviteter der afkræver fuld opmærksomhed, er der med andre ord mindre plads til at synke ned i depressionens sump.

Denne viden om, at det er afgørende for ens psykiske befindende, hvor opmærksomheden rettes, kan der gøres brug af langt bredere end når man eksempelvis er fysisk aktiv i en sportshal. Man kan, for at henføre perspektivet på den aktuelle oplevelse af mismod og nedtrykthed under depression, spørge sig selv, om man i stedet for at være optaget af de negative tankemønstre, det følelsesmæssigt og kropslige ubehag, for et øjeblik kan komme fuldt tilstede i det stykke musik man har sat i ørene. Vokalens forunderlige bevægelse, bassens rytme og overgangene fra melodistykke til omkvæd. Også her, er det essentielt for dit psykiske befindende, hvor du befinder dig med din opmærksomhed. Ved depression forholder det sig nødvendigvis sådan, at hver gang man eventuelt lykkes med at slippe den for et kort øjeblik, vil dens fangearme igen forsøge at drage en ned i dens mørke, hvilket betyder, at man igen må starte forfra. Det vil sige gå tilbage til det sted man netop befandt sig: Musikken. Pointen er altså her, at hver gang man af forskellige grunde blev fraværende over for det man ellers have sat sig for at give fuld opmærksomhed, må man altså vende tilbage den ene gang efter den anden, ind til man omsider har bygget en længere sekvens op mellem de negative impulser. Man vil da, efterhånden, gennem gentagen træning, forstå hvilken værdi der er forbundet med en bevidst håndtering af ens opmærksomhed. For hver gang det tunge træder til, er der også et valg med hensyn til, hvor opmærksomheden rettes. Jeg siger ikke det nødvendigvis er nemt. Man man kan begynde i det små og gøre nærværstræningen til en dagligdagspraksis.

Accepten af tingene som de er

Når tunge tanker og følelser optræder som et tilbagevendende fænomen, kan du i tillæg til ovenstående desuden spørge dig selv: “Er det her værre, end jeg ikke akkurat lige kan være her?”

– som Eckhart Tolle vist et eller andet sted benævner det. Det forholder sig herunder sådan med depression, at den deprimerede typisk har bygget en enorm modstand op over for alt det ubehagelige. Det paradoksale er imidlertid her, at de negative tanker, det følelsesmæssige og kropslige ubehag i væsentlig grad opretholdes som følge af flugten væk fra det. Med andre ord, er modstanden en del af selve problemet ved depression. Kunne det i stedet lade sig gøre at forholde sig afslappet til det som er, ville den fastlåsthed der kendetegner tilstanden efterhånden blive løsere. Ud over at være central for oplevelsen af at være deprimeret, koster modstanden store mentale ressourcer. Resultatat af længerevarende modstand er i den forstand en ond cirkel der ud over at føre til anspændthed og træthed vedligeholder det depressive mønster. Men den blokerer også for ens udsyn i verden. Det er nemlig praktisk taget umuligt, at få det bedste ud af tilværelsen, hvis der hele tiden holdes lidt igen. Ikke rigtigt åbnes op for det som er. I denne henseende, er modstanden altså med til at fastfryse den tilstand man dybest set ønsker at komme væk fra.

Selvom det måske ikke ligefrem er forbundet med vellyst at favne det tunge, der eksempelvis kan mærkes i kroppen, på en åbnen og undersøgende facon, kan oplevelsen af, at man trods alt godt lige kan være der, være en befriende erkendelse der tager toppen af den kamp man ellers plejede at møde sit indre med. Når der trods alt netop er plads nok til én, vil man naturligt tillade sig at sænke paraderne en smule, hvormed der sættes en positiv orienteret udvikling i gang der frigiver rum for at mærker livet i sin helhed og dermed også giver plads til følelser man ellers afskar sig selv fra. Lukkes der ned for det ubehagelige, lukkes der nemlig i samme ombærring ned for de livsnærende og givende sansninger i livet.

Noget andet interessant er, at det man har givet sin fulde accept, er svært, samtidig, at være i konflikt med. Det accepterede, vil hermed begynde at fremstå mere perifert – eller som noget, der ikke blander sig med eksistensen i samme tungsindige grad som før, idet man ikke længere kæmper så hårdt imod og er kommet frem til en dybtfølt accept af at man godt kan være der. På denne vis optages man med andre ord mindre af det depressive. Og de resurser man tidligere brugte på at bekæmpe det ubehagelige, frisættes i stedet til andre formål der kan skabe nye åbninger i livet. Kendetegnende for en udvikling som denne, kan altså i overordnede termen summeres op til at træde ind i en større tilstedeværelse i nuet (man dykker ikke lige så dybt ned i grublerier som før), og en bredere tolerance over for de følelsesmæssige og kropslige fornemmelser (dersom man har indset, at man ved at være i stand til at rumme det, til dels også har vundet kampen over det).

På sundhed.dk kan du tage depressionstesten MDI